Tilbage til forsiden

 

Langture - Fælles bemærkninger - se turmuligheder her

Som anden roning er langture motion, naturoplevelser, nye rovande og samvær. Det er faktisk rigtig godt.

De fleste roture er - som Fynskredsens - på ca. 30 km og er på 1 dag.

Normalt med en starttid kl. 10 i den arrangerende klub. Sørg gerne for at være der senest et kvarter før til mandskabsfordeling og hjælp til at få bådene i vandet. Sluttidspunkt ca. kl. 17. Husk som i SRK at hjælpe med at gøre bådene rene og sætte dem på plads. Hvis man har lyst, så sæt lidt tid af til at snakke af.

Det betyder, at der er god tid undervejs. Som regel er der en formiddagspause efter en times tid, en time-halvanden times frokost med mulighed for at se sig om på frokoststedet, og en halv times eftermiddagspause.

De fleste deltagere holder en lavere kadence og en anden rytme end de fleste af os nok er vant til. Der ros ofte med lange langsomme tag. Til gengæld med så seje træk, som den enkelte nu magter.

Der ros i bådtyper som vi kender: toer eller firer inrigger med styrmand, enkelte steder suppleret med kajakker for dem der har lyst og kørekort.

Den ansvarlige styrmand i båden er uddannet og erfaren langtursstyrmand. Nogle af roere er det også. Der bliver lagt afgørende vægt på sikkerhed. Alt udstyr bliver checket. Er der tvivl om vejret ros ikke eller der en ros en anden vej. Styrmændene træffer generelt beslutningen, men som ved al anden roning gælder, at hvis én siger fra, ror den pågældende ikke, uanset om det koster to andre deltagere turen.

Der skiftes undervejs pr. 15 eller 20 minutter, med mindre man helt specielt har sagt fra – helt eller delvis. Nogle skifter som vi gør i SRK, andre skifter med bakkemetoden. Det lærer man hurtigt

Alle aktive medlemmer i SRK skulle derfor kunne deltage og gennemføre uden problemer . Det er klart at jo flere kilometer, man har i sig, desto nemmere føles det. Tag selv stilling, men vær ikke nervøs. Spørg hvis du er i tvivl. Det er ikke eliteroning, men en social og hyggelig aktivitet, hvor man har mulighed for at møde folk fra andre roklubber og snakke med dem, også om at ro. Formelt skal SRK sige ok til at man deltager.

Det er derimod en rigtig god idé at have styr på hvad der er hvad i en båd og på rokommandoer. Altså hvad er bagbord, styrbord, étter- og toer-åren, liner, halv kraft, kvart åren, sæt i, åren på vandet, skodde, det er vel og hvad vi nu ellers bruger og kender. Det er dem, der bliver brugt. Derimod behøver man ikke bekymre sig om, hvordan man pakker båden eller får den afbalanceret på en strand, så den ikke står på kølen. Det er styrmandens ansvar at organisere det. Rigtig mange af de langtursuddannede giver gerne deres besyv ned.

Husk følgende (det er en dag på vandet):

Det rigtige tøj til vejret. Der er god plads i for- og agterskot, men der skal også være 3-5 personers udstyr

  • Mad og drikke. Vand kan vi normalt tanke op undervejs. En termokande med kaffe/te er godt.
  • Solcreme (vigtigt) og solbriller (hvis du bruger sådanne), en kasket (hvis det ser ud til rigtig godt vejr)
  • Vadesko (til når vi skal i land på strandene), medmindre du har rosko, der kan tåle at blive våde og tørrer hurtigt
  • Indpakning til at holde det hele tørt med. Man kan fint klare sig med en plasticpose af lidt bedre kvalitet. Mange har en vandtæt vadsæk eller en rospand.
  • Har man selv en redningsvest og kan lide den, så tag den med. Alle klubber lægger det nødvendige antal redningsveste i bunden af båden og de fleste roer uden. Flere går dog lige som de fleste i SRK over til selvoppustelige veste og har dem på. Man kan gøre som vi er vant til og har det bedst med. En stor redningsvest er varm og trættende at ro med på en sommerdag.
  • Lidt småpenge. Frokostpausen eller eftermiddagsstoppet har det med at komme omkring ved en isbod.
  • Gerne noget slik eller lignende til at fortære undervejs
  • Lidt toiletpapir
  • Mange har en mobiltelefon og nogle fotoapparat eller kikkert med. Bare vær opmærksom på at holde det tørt

Hvis det er nødvendigt, så frisk lige op på, hvad der er hvad i en båd og på rokommandoer.